dhviidr siger:
14 jan 2012 | 03:47:27
Hejsa..
Ville gerne beklage på forhånd at jeg har skrevet så meget!
Det er lidt svært at starte sådan et tråd, da jeg ikk helt 100% ved hvad jeg skal skrive eller hvordan.. men nu prøver jeg bare at skrive det jeg føler og tænker..
Først og fremmest er jeg en 23 årig ung knægt fra Canada som har boet i Danmark i 5½ år. Jeg flyttet alene herover for at starte et nyt og spændende liv, som man ihvertfald kan sige at jeg har fået.
Lidt om migselv, min familie, og mit baggrund: Jeg blev født i Danmark, flyttet til Canada som 4 årig sammen med min forældre og storesøster og storebror. Min mor er Canadier og min far er Dansker. Det meste af mit ungdoms liv har været fantastisk. Min familie har altid været #1, og vi har altid haft et meget meget tæt forhold til hinanden. Jeg havde det også rigtig godt i folkeskolen, med populæritet og masser af venner osv. Så kom high school, og mange af de problemer som man ellers engang i mellem møder. Folk ændrer sig, holdninger til hvordan man ser ud og hvordan man skal opføre sig ændrer sig, og jeg var aldrig helt enig i det, og mistet derfor mit populæritet og de fleste af mine venner. Samtidig med at min bror og søster havde en masse problemer med deres venner, så gik jeg igennem en teenage-depression hvor jeg hadet alt og alle og skiftet skole ca. 5 gange i løbet af de 4 år. Det eneste der betyd noget for mig var min familie, og min computer. Følte mig altid tryg på den, og med de internet-venner jeg havde. Efter highschool, takket være lidt hjælp fra min hjemmesyg far (som savner Danmark adhelvedes til, men ikke kan flytte tilbage fordi min mor og resten af familien er for "canadier" og elsker canada for meget) valgte jeg at flytte alene til Danmark, for at starte et nyt og friskt liv. Dvs på det tidspunkt, havde jeg langt ulækkert hår, var totalt usoigneret, og vejet 104,5 kilo (har en højde på 175cm.. så ja, det var rent ugly-fatass-loser dude). Da jeg flyttet hertil, startet jeg på film/tv produktionsskolen i KBH og begyndte at lyse op for al ting. Jeg gik konstant rundt i københavn, fotograferet alt (elsker fotografi), begyndte at spise MEGET mere sundt og MEGET mindre som gjorde at jeg tabte mig 20 kilo på 3 måneder, og endnu 10 kilo i løbet af et halvt år efter det. Samtidig fik jeg klippet hår og barberet mit ansigt, som gjorde at jeg lige pludselig begyndte at få kontakt fra folk (primært piger, som er noget jeg aldrig har oplevet før.) Jeg begyndte at få venner, og begyndte at se meget positivt på livet. Det eneste jeg savnet var måske en kæreste og så min familie. Kæresterne begyndte at komme, stille og roligt, 1 efter 1. (Jeg fik min første kæreste, OG KYS, som 18½ årig (1 år efter jeg flyttet til Danmark)). Selvtilliden steg ad helvedes til og jeg begyndte at være meget glad for mig selv og mit liv. Lige pludselig fandt jeg mit livs store kærlighed. Hun hed Sandra. Vi mødtes til en fødselsdagsfest, og begyndte at date med det samme og blev meget seriøse, meget hurtigt.
Vi købte lejlighed sammen efter 1 år, og begyndte at gøre alt sammen, og blev hurtigt efter indflytningen også forlovet. Hun var den helt perfekte pige, som ville gøre alt for mig. Og omvendt. Indtil der begyndte at ændre noget inde i mig, efter min tid i militæret (brugte 8 mdn i Livgarden). Kan ikke forklar hvad eller hvorfor.. men jeg begyndte at føle lyster til andre ting i livet. For eks at rejse, langt væk, i længere tid. Jeg havde snakket med en masse unge som har prøvet for eks 5 måneder i sydamerika, halvandet år i asien, australien, osv... Det vil jeg også gerne. Sandra var meget seriøs og meget fornuftig. Hendes planner var at færdiggør hendes uddannelse som sygplejeske, blive gift, starte en familie i det nærmeste fremtid, osv. Leve det liv hendes forældre lever. Jeg har altid glædet mig til det liv, det samme liv som min forældre også har levet (mht at blive gift, børn, osv). Problemet var, at der var mange andre problemer samtid som gjorde mig forvirret. Jeg sagde aldrig noget til hende. Jeg er desværre typen der holder min problemer for mig selv og tænker over det konstant i for lang tid, og prøver på at glemme dem og håbe på de kan forsvinde. Sandras forældre var også et kæmpe problem for mig. Hendes far HADET mig... Han svinet mig altid til, også Sandra nogle gange, og så altid negativt på alt hvad vi gjorde, købte, whatever. Sandra sagde aldrig noget til ham, fordi hun nemlig er for sød, og samtidig er lidt bange for ham. Han er en meget hård gut. Familie betyder rigtig meget for mig. Netop fordi jeg har så godt et forhold til min egen. Min far har altid været min aller-bedste ven. Min mor har også altid været dejlige, og min bror og søster har også været min bedste venner gennem min barndom. Så da jeg flyttet hertil, følte jeg med det samme trangen til en "ny" familie, da min egen ikke kunne være der for mig på samme måde. Hendes familie var der for os, for at hjælpe os med de fornuftige ting (skatteopgørelse, oprette kontoer hos banke, whatever we needed) bare ikke de sociale ting. Og som sagt, farmanden hadet mig. Aldrig ku jeg få lov til at drikke en øl med ham, snakke om sport, snakke om biler, whatever. Jeg fik intet hjælp med de "mandelig" ting jeg havde brug for i mit liv. Jeg var kun 19 år gammel, og havde virkelig brug for det. Sandra vidste om de her problemer, og gjorde aldrig noget, igen fordi hun er bange for hendes far. Jeg konfronteret ham engang, hvor vi diskuteret lidt, han sagde han godt ku lide mig, men at han bare var sur over at jeg tog hans lille pige væk fra ham blah blah blah... Det hjalp ikk en skid for dagen efter var han sin gamle-sur-narrøv selv igen. Jeg prøvet at ignorer det. Fordi jeg stadig elsket Sandra. Vi havde det godt sammen. Bortset fra et par andre ting, som lige pludselig efter 3 år begyndte at skabe problemer. Jeg var begyndt at tag meget i byen (efter min tid i militæret) og begyndte at feste meget. Det havde Sandra ikk lyst til. Hun havde det fint nok med at jeg gjorde det selv med min venner, men jeg savnet/ønsket at hun også gjorde det engang i mellem. Hun prøvet nogle gange, men var altid den person som sad for sig selv og var asocial og ville hjem kl 23, hvor jeg altid var stiv og frisk til kl 05... Så, det, samt problemet med hendes far, samt ønsket om at rejse verden rundt i længer tid, gjorde at jeg begyndte at kigge andre steder, og på andre piger, uden at gøre det med vilje... Jeg begyndte bare at flirte.. Det gjorde så at en dag kom jeg til at dumme mig, stort, med en pige som bor på mit nuværende kollegie (Katja). Det skete en gang (at vi var sammen, og gjorde, alt...) Jeg fik det ad helvedes til... Rent rundt i længere tid sur og skuffet (fordi jeg ALTID har været fuldstændig imod utroskab), og lige pludslig står jeg der som en fucking utro idiot. Jeg var en kylling, ku ikke sige det til Sandra, samtidig fordi hun er så sød som hun er, og hendes selvtillid er heller ikk helt i top, så at være ærlig ville bare betyde at jeg ville såre hende på en unødvendig måde. Tænkte jeg ihvertfald... Jeg prøvet at redde forholdet, ved at ta os på en spontant rejse til Tenerife. Stadig til dagens dato kan jeg sige det var verdens bedste rejse nogensinde. Vi har ikke haft det så godt sammen i, ja, nogensinde!! Det hele var bare, tip top perfekt!! Oplevelsen, kærligheden, osv. Jeg troede forholdet var reddet. Så kom vi hjem... Og alt var det samme. Vores lejlighed, vores venner, hendes familie... Og så skete det igen... Jeg var til en anden fest hvor jeg mødte Katja, sagde at det var en fejl det der skete, men havnet alligevel hjem på hendes kollegieværelse og jah, fucket op igen. Efter det ku jeg ikk holde det ud mere... Jeg var stadig for stor en kylling til at fortælle Sandra hvad der havde skete.. så jeg brugte andre "ungskyldninger". Jeg brugte det med hendes far, at det var for stort et problem for mig, og det med at jeg gerne vil ud og rejse og oplev verden osv før jeg slår mig ned med familie osv... Hun blev helt knust, kunne ikke forstå hvorfor, specielt efter vores perfekte tur på Tenerife, at jeg lige pludselig ud af det blå, efter 3½ år sammen, 2½ år forlovet og med lejlighed osv, vælger at sige "jeg gider ikk mere." Jeg blev også knust, for inderst inde elsket jeg hende stadig. Der var jo ikke noget galt med hende som sådan.. vi havde lidt forskellig interesser med nogle ting (som at gå i byen) men det var ikk det.... Det var hendes far, og mig selv der var problemet.
Anyway...... Jeg slog op, vi var begge hjerteknust, og forvirret.. Vi snakket stadig sammen, men hver gang vi gjorde det endte det med at jeg bryd sammen (because of my guilty feelings that I couldn't come out with). Vi flyttet hver for sig. Jeg flyttet på et kollegie (samme kollegie som Katja, og gjorde kun det fordi alle andre kollegier sagde nej, da jeg kun havde 1 år tilbage af min uddannelse... Katja ku få mig ind med det samme). Sandra flyttet ind hos sin forældre og senere ind hos sin veninde. Da jeg flyttet ind på kollegiet, ca. 1 måned efter vi slog op, begyndte mig og Katja at komme sammen. Jeg sagde ellers til Katja at jeg ikke ville i et forhold, pga at jeg stadig var ved at komme over Sandra, og ikk gad noget seriøst osv, men det endte alligevel med at blive MEGET seriøs MEGET hurtigt med Katja... Vi sov sammen hver nat, og hun begyndte allerede om at snakke om at flytte sammen og blive gift osv efter 1½ måned... Der blev jeg skræmt, og gjorde det slut med det samme. (Alt det ved Sandra ikke noget om, altså, mit forhold med Katja). Efter jeg sluttet det med Katja, begyndte mig og Sandra at snakke lidt sammen igen. Hun fortalte, at jeg havde ødelagt hendes tillid til mig da jeg slog op, og hun vidste ikke om vi ku komme sammen igen, selvom hun stadig elsket mig, og havde lyst til at ta mig i armene hver eneste gang hun så på mig.. Jeg begyndte virkelig at savne hende, rigtig meget. Eller... Det jeg faktisk savnet, var trygheden. Jeg savnet en at komme hjem til, jeg savnet en at se film med om aftenen, en at snakke med hver gang om hvordan dagen var gået. Savnet selvfølgelig også sexen, men faktisk var det ikk så højt op på listen. Det var alt det andet som man laver sammen som par. De her følelser har følgt med mig lige siden. Jeg ved at vores gamle "problemer" vil stadig være der.... Hendes far/familie vil stadig være der... Min guilty-feelings vil stadig være der... Og selvom jeg ved at jeg burde være ærlig, og fortæl hende det hele, så kan jeg bare ikke... Og jeg kan heller ikke leve med det, hvis vi kom sammen igen.... Jeg har heller ikk helt prøvet på at få hende tilbage igen (selvom jeg engang i mellem ikk kan lade være med at skrive til hende eller fortæl hende at jeg savner hende).. Jeg tænker dog på det tit, alligevel…
ca. 1 måned efter alt det med Katja, begyndte jeg så at være sammen med en gammel veninde (Elisabeth). En veninde som jeg faktisk har kendt lige siden jeg flyttet til Danmark. Det vil sige, at vi aldrig var sammen sammen, vi var kun sammen som venner. Altså, gik i byen sammen og snakket sammen og jeg blev meget hurtigt forelsket i Elisabeth (jeg holdte det dog for migselv, da jeg begyndte at tænke at det ikk var rigtig forelskelsesfølser jeg havde, men bare savnet af en kæreste) Hun var (eller er) en rigtig rigtig sød, smuk, sjov, og spændende pige. Efter noget tid sammen som venner, fandt jeg ud af at hun faktisk var den pige jeg havde drømt om i længere tid. Det var hende som var i sydamerika i 5 måneder, og elsket at rejse/oplev verden. Problemet er bare, at jeg ikke tror hun har samme følelser for mig som jeg har.. Nogle gange er hun meget flirtende, og meget sød, og virker som om at hun ku være interesseret, men andre gange, så viser hun bare det modsatte (for eks, når hun ikke skriver eller svare tilbage på beskeder eller på aftaler). Hun har altid været sådan en pige, som har været lidt svær at finde ud af, men, ja, i don't know... Samtidig med Elisabeth, begyndte jeg at snakke med en anden gammel veninde. En bulgarisk pige som hedder Ani... Ani blev jeg rigtig gode venner med den gang jeg var sammen med Sandra (vi gik på samme skole). Vi havde meget tilfældes og havde det altid rigtig sjovt sammen. Jeg tog hende også rundt rigtig mange steder i København og nordsjælland for at vise hende lidt af Danmark. Ani og Sandra endte også med at blive halv-gode veninder. (På det her tidspunkt havde jeg ikke været Sandra utro, og havde heller ikke tænkt på at være det. Mig og Ani var kun venner). Jeg fandt dog ud af af Sandra, at mig og Ani flirtet rigtig meget sammen.. Vi vidste det bare ikk selv... Mig og Ani mente begge 2 at vi ikke flirtet, men at vi kun lavet det sjov med hinanden som almindelig venner gøre... Anyway, Ani flyttet tilbage til Bulgarien efter lidt over et halvt år, fordi hun savnet sin familie og sin egen kæreste for meget. Vi endte stadig med at holde kontakten lidt via facebook, men ikk meget. Anyway.... efter mit break-up med Sandra, (som var ca. et halvt år efter hun flyttet hjem) begyndte mig og Ani at snakke en del sammen over facebook. Mest om alt det der skete med mit liv osv. Hun var rigtig interesseret, og prøvet altid at være hjælpsom. Hun sagde altid de rigtige ting. I November sidste år (som er 5 måneder efter mit break-up med Sandra) valgte jeg så at ta ned og besøg hende. Det var helt fantastisk. Jeg var dernede i en uge. Den første weekend var vi hjemme hos hendes familie i Varna, som var sindsyg venlig, søde og dejlige, og resten af tiden var vi hjemme hos Ani i hendes lejlighed i Sofia. Der skete aldrig noget mellem os, da hun selv lige havde slået op med sin kæreste (hun savnet lidt frihed og savnet muligheden for at tag ud og rejse, ligesom mig). Under hele min tur dernede, havde vi det fedt sammen. Det var nærmest dates vi gik på hver dag, med gåturer i parker, rundt i byen, på restaurant, osv. Vi lærte hinanden endnu bedre at kende og ja blev det bedre venner. Igen, vi kom aldrig til at kysse eller noget som helst. Endten fordi vi begge 2 er kyllinger, eller fordi vi begge 2 har for meget respekt for hinanden.
Efter jeg kom hjem (slut. af November), gik der lidt tid før vi snakket sammen. Lige pludselig en dag, drikker jeg lidt for meget sammen med en kammerat, hvor han går kold kl 03 og jeg går ned til min computer og skriver en mega lang kærlighedsbrev til hende som forklarer om ALT det jeg føler, har følgt, og de drømme jeg havde om os 2 sammen. Jeg var fuld, men alligevel ædru nok til at vide præcis hvad det var jeg skrev. Jeg fik bare lysten til at komme ud med det. Hun skrev tilbage, og bedt mig om at komme på Skype med det samme. Hun bedte selvfølgelig om en forklaring og om det hele var sandt osv... Jeg skrev ja, fordi det var sådan jeg endte med at føle efter turen til Bulgarien… Hun skrev at hun synes jeg var rigtig rigtig sød, og flot, og sjov, og hun havde også tænkt på det (på os) (også fordi alle hendes veninder og familie var vilde med mig) men at hun ikke ikke følte det samme, men at hun stadig gerne ville beholde det gode venskab osv osv. Det var jeg helt okay med :-)
Det sjove var så, at kort efter den dag hvor vi snakket om alt det der, begyndte hun ændre den måde hun snakket til mig... Hun begyndte at skrive meget oftere til mig end normalt, og når vi snakket/snakker sammen over Skype, er det som om hun muligvis er lidt forelsket alligevel.. Den måde hun smiler og griner på, havde hun ikk gjort før. Hun mødte også hele min familie (over Skype) da jeg var i Canada her til jul, og hun var helt vild med dem. Specielt min lille 5 årig nevø.
Nu ved i lidt om min baggrund, min tid med Sandra, med Katja, med Elisabeth, og nu med Ani. Nu sidder jeg i en situation hvor jeg er lidt små-forelsket i 2 piger (Elisabeth og Ani... begge fordi de er søde, sjove, meget åben/social, meget smukke, og har lige så meget lyst til at oplev verden som jeg har). Elisabeth bor her i Danmark (i København) så hende har jeg lidt anderledes følelser for, fordi hun netop er dansker, og vi vil ha meget nemmer at komme sammen fordi vi begge 2 bor her. Problemet med hende er bare at hun er meget dårlig til at svare tilbage, og meget forvirrende hvad det angår følelser for mig. Ani er jeg helt vild med fordi hun viser meget mer interesse for mig (specielt efter mit kærlighedsbrev til hende). Problemet er bare at hun bor i Bulgarien. Jeg tror ikke jeg vil kunne flytte til Bulgarien, og ved ikke hvis hun vil flytte tilbage til Danmark, men drømmer nogengange om at vi kunne flytte sammen et andet sted (Spanien, USA, Australien, whereever). Hun har nettop også snakket om det før (med at flytte til et varmt/lækkert sted).
Nu hvor jeg sidder herhjemme, helt alene, uden nogle som helst anelse om hvordan de 2 har det med mig, så kan jeg ikke lade være med at tænke på måske var det en meget dum ide at slå op med Sandra... Hun er her... Hun elsker mig... Hun er sød/dejlig/smuk/sjov (på sin egen måder) og giver mig den tryghed jeg mangler.... men.... jeg bliver ved med at tænke det samme igen og igen... Der kommer altid et "men" når jeg tænker på at komme sammen med hende igen... det bare, svært, fordi vi har været sammen i 3½ år, og kendt hinanden i 4 år, ud af de 5½ år jeg har boet i Danmark... Jeg kender faktisk ikk så meget her uden hende. Jeg har svært ved at komme videre.
Samtidig med alt det her, tænker jeg på min familie i Canada. Jeg savner dem ad helvedes til. Min far (aller-mest), min mor, min lille nevø (som jeg har fået et RIGTIG godt forhold til), min søster, og min bror.... Jeg har tænkt på at tag tilbage til Canada igen, men, jeg savner ikke Canada... jeg savner ikke det liv man lever derover... desuden elsker jeg livet i København/Danmark. Jeg er blevet en rigtig dansker, mht min interesser, mit humor, min kærlighed for pølser og brød, osv... Jeg kom hjem sidste uge fra en måned-lang ferie i Canada. Det gjorde virkelig ondt at sige farvel... Den her gang var værre end de andre (jeg plejer at besøg familien 1 gang om året, til Jul)... Det er også første gang jeg er i Canada hvor jeg er single (de andre gange har jeg haft Sandra i Danmark, som jeg havde savnet hver dag, og glædet mig til at komme hjem til). Det er også første gang jeg er der i så lang tid. Normalt, pga skolen, kan jeg kun være derover 10-13 dage.. Men i år har vi haft mange fri-dage, så jeg tog derover i en hel måned.. Vi blev meget vandt til hinanden, og gjorde rigtig mange dejlig ting sammen, som en god familie gøre....
Så ja.... Her sidder jeg...... Med 2 dumme ting i mit hoved, som gøre at jeg ikke kan lade være med at være nede engang i mellem.. Det største er kærligheden. Hvad gøre jeg..? Hvordan finder jeg ud af hvem jeg er mest forelsket i (Elisabeth eller Ani)? … Skal jeg forsøg (og risikere at miste mit venskabs forhold med Elisabeth) ved at sige at jeg er forelsket i hende? Hvad med Ani? Skal jeg forsøg med hende igen? Og hvordan kan jeg komme over Sandra? Går det først væk når jeg får en ny kæreste? Og er jeg guarenteret på at følelser går væk?
P.S... En lille ting med Sandra... Hun begyndte at date igen for et par måneder siden. Som nævnt før så skriver og snakker vi stadig sammen om hvordan vi har det osv. Hun har fortalt at hun er begyndt at prøve det der netdating. Hun er nu sammen med sin #2 fyr derinde fra (hun vil ikke blive kæreste med ham endnu, da hun ikke ved hvad hun vil med sit liv, og mig..). Jeg kan godt mærke at det gøre lidt ondt at tænke på Sandra sammen med en anden... men samtidig prøver jeg også at tænke positivt, og tænke på at det er bedst for hende at hun kommer videre, og finder en der kan behandle hende bedre end jeg gjorde... selvom jeg stadig elsker hende...
Sidste livs-problem er så min familie.... Finder jeg muligvis den tryghed jeg søger, fra en svigerfamilie? (jeg håbet altid på det, men fik det aldrig af Sandras familie), eller får jeg det måske først når jeg en dag får min egen familie? Eller vil der altid være det skide hul i hjertet, som sårer over at jeg ikke kan besøg min forældre/søskende/nevø mere end 1 gang om året til jul..?
Beklager igen at jeg har skrevet så meget........ Blev bare nød til at få det hele af hjertet. Har det faktisk meget bedre nu.. :-)
Vil også gerne ha lov at sige, at jeg er (normalt) typen der plejer at være meget livs-glad og smilende. Jeg har et fantastisk liv, og ved det!! Min familie, min oplevelser (har rejst hele Europa rundt og set så mange smukke steder i vores skønne verden), har masser af rigtig gode og dejlige venner, har et fantastisk drømmejob og et studie som jeg er ved at være færdig med. Har mit sundhed, og min hobbier. Har et fint sted at bo. Har det hele............. undtagen kærlighed, og en familie............ de 2 ting, som er de mest vigtige ting i livet.... What do I do? Hvordan får jeg de her skide irreterende deprimerende følelser til at forsvinde?
Og en sidste ting... Hvorfor er det at jeg elsker at lyde til deprimerende musik? Jeg ELSKER musik, normalt alt slags... Specielt virkelig smukt musik, som klassisk, og andre bløde pop-sange, som nogle gange kan handle om lidt kedelig/deprimerende situationer. Et eksempel er "Stevie Nicks - Landslide" (http://www.youtube.com/watch?v=c5N39KTc0kk) .. Elsker dog mest sange med glade tekster, men tit kan dem med kedelig tekster have nogle fantastiske melodier. Så kan derfor ikke lade være med at lytte til dem... Det gøre så bare at når jeg høre dem, begynder jeg at tænke for meget, og så bliver jeg ked af det.... Why do I do this to myself??
THANKS FOR LISTENING!!!
-from a confused little boy.
edited by dhviidr on 14-01-2012