Goldibird siger:
2 jan 2012 | 04:03:02
Hej.
Min kæreste på 25 og jeg har været sammen i snart 1½år. Vi mødte hinanden online, og efter at have været kærester i blot 3 måneder flyttede vi sammen. Det virker hurtigt, men jeg boede på Sjælland og han i Jylland. Vi er begge studerende, så økonomien var der ikke til et langdistance-forhold. Derudover har jeg ville flytte til Jylland længe, for at starte på en frist. Og vi aftalte derfor, at jeg kunne flytte ind hos ham, mens jeg ledte efter mit eget herovre. Men som tiden gik, kom vi frem til, at det ikke var nødvendigt.
Da vi nåede starten af marts 2011, ramte vi også 1årsdagen for hans mors dødsdag. Det var deromkring det begyndte at gå ned af bakke for ham. Han var sur, ked af det, deprimeret. Han passede ikke sin uddannelse, og skabte mange unødvendige problemer og skænderier, både med mig og med hans familie. Han gik til lægen og fik konstateret depression. Derefter startede han til psykolog. Den første måned gik det fint. Han kom glad hjem og fortalte mig kort om, hvad de havde snakket om. Men efter den første måned ændrede det sig. De kom frem til at han ikke havde depression, men en personlighedforstyrrelse (mener jeg han sagde). Og han havde nu lært at han skulle til at sige nej til ting mere ofte, da han før havde været alt for venlig (på den måde ment, at han sagde ja til ting han ikke ville).
Efter han har lært det, kan han ikke finde ud af og sige ja. Selv opgaver som at rydde op efter sig selv, eller de 2 hjemmelige opgaver der er hans, er nu blevet pålagt mig at gøre, for han vil ikke. Jeg har forsøgt at snakke med ham om det, men han snerre, bider hovedet af mig og sætter igen fokus på sin computer, som han altid sidder ved. For nogle måneder siden begyndte han på medicin. Det har hjulpet på hans hverdag, med hans skole og hans søvnrytme. Men vores forhold er gået langt ned af bakke.
Pillerne har gjort, at han ikke viser nogen form for kærlighed overhovedet. Han holder ikke om mig, kysser mig eller taler kærligt til mig. Han er også blevet mere aggressiv, hvilket er endnu en bivirkning ved pillerne der var risiko for at han kunne få. Hvis jeg skal tale til ham, skal jeg sige tingene rigtigt. Siger jeg det for højt, i en forkert tone eller på en forkert måde, råber og skriger han. F.eks. for en måneds tid siden, ventede vi besøg af mine forældre. Han spurgte på et tidspunkt et par dage før, hvornår jeg regnede med at de ville tage hjem igen. Jeg svarede at det vidste jeg ikke, hvorefter han begyndte at råbe og skrige, og faktisk bad mig flytte. Efter 15min kom han og sagde undskyld, hvilket han for det meste gør. Nu er sådan, at jeg lige siden jeg var 17, har haft psykiske problemer, i forbindelse med overfald og andre ubehagelige episoder. Jeg gik til psykolog i 2½år, men stoppede, da jeg flyttede herover. Jeg har nu fået konstateret svær depression samt angst og problemer med socialt samvær og jeg døjer også med stress, og skal starte til psykolog igen. Da mine problemer med socialt samvær er store, kommer jeg ikke så meget ud. Dog prøver jeg så tit som muligt, at få besøg af folk jeg kender her, da jeg føler mig tryg her. Det har ikke gjort tingene bedre imellem os. Jeg er i en periode i mit forhold, hvor jeg føler mig uelsket, i en periode hvor jeg virkelig har brug for kærlighed og omsorg. Jeg har forsøgt at snakke med ham om det, men det er umuligt at få noget konkret svar fra ham. Han er vrissen, og det virker som om han bevidst søger efter måder at sårer mig på. Enten er det ved at kommentere min overvægt på en ond måde, eller f.eks. - Han har på facebook, i starten af vores forhold blokeret nogle xer og tidligere flirts, da de ikke kunne lade ham være. Den blokering har han fjernet, og da jeg sagde at jeg ikke kunne forstå hvorfor han havde gjort det (da han selv sad og sagde, at det ikke var meningen at han ville tage kontakt til dem igen), brugte vi ca 4 timer på, at han råbte et eller andet af mig hvert 5.min, ligegyldigt hvad jeg sagde. Under skænderier sviner han mig til, men gud nåde og trøste mig, hvis jeg siger den mindste smule igen. Vi kan heller ikke have sex mere. Enten har han ikke lyst, og når vi endelig gør det, kan han ikke fuldføre. Jeg forsøger og komme til ham, og holde om ham, nusse ham, kysse ham. Men i de fleste tilfælde, siger han "Hvad laver du?", vender ryggen til mig eller bare går. Han siger han elsker mig, og han bare er i en periode, hvor han ikke kan finde ud af og vise det. Jeg vil gerne støtte ham og være der for ham - Men med min egen situation har jeg behov for, at jeg har fokus på mig selv også, og at mine omgivelser tager hensyn til mig, hvilket ikke er tilfældet herhjemme. Når jeg bringer det på bane, siger han noget i stil med "Ja jeg er også syg, og hvad så", og derefter går han ind til vores eventuelle gæster og nærmest tuder over sin tilstand og hvor hårdt han har det i flere timer. Jeg er nu kommet så vidt, at jeg tænker at det eneste der kan redde forholdet, er hvis jeg finder min egen lejlighed. Jeg studere hjemmefra, pga min tilstand og han arbejder kun 2 timer om dagen. Resten af tiden er vi sammen. Han gider ikke nogen steder, og jeg kan risikere et angstanfald, ved blot og hente posten. Det er ikke nogen sund levestil, og min tanke er bare lidt: kan vores forhold overleve det her?
Jeg skriver for at hører andres meninger. Jeg føler mig fanget, for jeg elsker ham virkelig, og jeg er overbevist om, at han også elsker mig (vi har allerede snakket bryllup og fremtid, og det var ham der bragte det på bane). Jeg er villig til at kæmpe for forholdet, men jeg er også nødt til at tage vare på mig selv.
Nogen gode råd?