Charlotte Skaaning siger:
13 apr 2011 | 12:13:05
Kære NightLight
Ja, du har dødsangst - udfra det, du beskriver, har du dødsangst. De tanker, du har og dine symptomer er helt almindelige symptomer ved angst. Dødsangst er et eksistentielt vilkår, og det er også meningsløsheden. Meningsløshed, dødsangst er vilkår som vi alle kender til - i større eller mindre grad, og det er normalt.
Der hvor vi er forskellige er der, hvor graden af dødsangsst og meningsløshed spiller ind i vores liv, og hvornår den gør det. Typisk bliver den aktiveret omkring bestemte begivenheder, f.eks. dødsfald i familien (forældre, søskende, bedsteforældre) et kæledyr der dør, en ulykke, en flytning, en bedsteveninde, der flytter o.s.v. eller i forbindelse med bestemte livsfaser, hvor vi er særligt sårbare eller tager nye skridt i vores udvikling som menneser. Den kan blive aktiveret ,om vi er børn eller voksne. Den er et vilkår fra det tidspunkt, vi kommer til verden. Hos mange børn dukker dødsangst op på et tidspunkt, hvor de f.eks. begynder at spørge meget filosofisk og undrende til livet og døden - til stor forskrækkelse for mange forældre. Især er det forskrækkende, hvis ikke man som forældre selv har set sin dødsangst i øjnene. Har man det, bliver man heller ikke så forskrækket over at møde den i sit barn.
Det er altså helt normalt at have dødsangst. Der hvor det så bliver problematisk er selvfølgelig dér, hvor det bliver hæmmende, og bliver noget, som der forringer livskvaliteten, som det er tilfældet for dig.
Det er sådan det er for dig, men det behøver ikke at være sådan. Du skriver selv, at du har levet med dødsangst siden du var i syv-års alderen, at du ikke kan huske, at der skulle være sket noget, men at der i hvert fald er noget med det tidpunkt.
Der kan, ikke at der gør, men der kan ligge noget ubearbejdet og fortrængt tilbage fra dengang. De svære ting, vi har oplevet i vores liv, husker vi ikke altid i vores bevidsthed. Hvis noget er for smertefuldt, har vi en evne til at kunne fortrænge det til det ubevidste liv i os.
Når vi imidlertid fortrænger for meget, og vigtige hændelser i vort indre liv, som kommer til at ligge ubearbejdet i os, gør vores underbevidsthed os opmærksomme på, at der er noget, vi skal tage os af - og det gør den med symptomer som f.eks. dødsangst og fysiske symptomer, som du beskriver. Det er signaler til os om, at der er noget indre liv, du skal tage dig af, som måske har forbindelse til syv-års-alderen, måske ikke.
Det må et terapeutisk arbejde vise. Men under alle omstændigheder: Der ligger noget nedenunder angsten og symptomerne. Nedenunder al angst gemmer sig følelser, kraft, liv, som er blevet undertrykt, og som venter på at blive forløst. Når det sker, svinder angst og symptomer ind og kraft, vitalitet og visdom kan tage over.
Jeg vil anbefale dig at finde en terapeut, der kan tage dig med på den rejse det er at gå på opdagelse i dit indre liv. Én der kan guide og støtte dig i en proces, og der kan håndtere at tale om dødsangst som noget normalt og ikke som om, du er syg.
Når vi som mennesker er bange, barn som voksen, skal vi ikke være alene. Vi har brug for kærlig, omsorgsfuld og nænsom støtte til at komme igennem tunnelen. Er du helt alene dér, vil jeg opfordre dig til at søge hjælp.
At arbejde med og kigge på sin dødsangst er indgangen til personlig vækst og stor visdom. Vil ønske, at det bliver sådan for dig.
Kærlig hilsen
Charlotte Skaaning