Fie_90 siger:
25 feb 2011 | 16:56:39
Hej
Jeg er en pige på 20 år og har været sammen med min nuværende kæreste i lige knap 4 år. de sidste 2 1/2 har vi også boet sammen.
Han er et virkelig fornuftigt og godt menneske, som jeg holder meget af. Derudover føler jeg mig tryg sammen med ham.
I løbet af det sidste år har vi haft en del problemer. jeg fortalte ham om en fejl jeg havde begået og jeg opdagede at han heller ikke selv har haft helt rent mel i posen. men vi har for så vidt fået snakket ud om det og for ham er det nu et overstået kapitel.
Disse problemer har ført til at han nu elsker mig mere end nogensinde før.
Problemet er at jeg er blevet bange. Jeg har altid været lidt bange for at han skulle blive træt af mig og måske finde en anden, men har på det punkt taget et valg og stolet på ham.
Så i 2010 tog han ind til millitæret i 8 mdr. i den tid blev jeg utroligt ensom, jeg fik en depression og kunne næsten ikke fungere i en normal hverdag. hver gang jeg ikke havde nogen i nærheden var jeg ved at bryde sammen. jeg kunne ikke se meningen med nogetsom helst, hverken skole arbejde eller hobbyer. Jeg gad ingenting. det var som om jeg røg ned i et sort hul og resten af verden forsvandt bare. jeg kunne ikke komme op om morgenen, jeg gader ikke lave mad, rydde op eller nogetsomhelst. jeg var altid hos nogle venner for at det ikke skulle gå helt galt, men jeg var aldrig rigtig glad.
Lige da han kom hjem igen var jeg til at starte med bare lykkelig for ikke at skulle være alene mere. Men frygten er der stadig, han vil gerne have en karriere inden for militæret og jeg er rædselsslagen for at skulle være alene igen. Derfor går jeg nu og overvejer at gå fra ham, simpelthen for at lære at blive selvstændig og komme den frygt til livs. desuden er jeg i tvivl om hvorvidt jeg virkelig stadig elsker ham eller om jeg forveksler kærlighed med tryghed. det er svært efter 4 år, for man vænner sig virkelig til hinanden.
På den ene side er jeg så bange for at jeg ødelægger noget i ham hvis jeg går fra ham, og på den anden er jeg bange for at hvis jeg bliver hos ham vil jeg altid skulle leve med frygten for at være alene.
Når han er hjemme er det til gengæld mig der står med meget af ansvaret for husholdning og lign. jeg tager initiativ og er lidt "mor" for ham. så har tænkt på om det kunne gavne ham at prøve at bo selv. ingen af os har prøvet at bo selv.
Der er også andre mindre faktorer der også gør at jeg overvejer det. men den jeg har beskrevet ovenover er den afgørende.
Han er uden tvivl et godt menneske, men han har svært ved at udtrykke følelser til tider selvom jeg ved at han er meget følsom.
Er det egoistisk eller dumt at gå fra ham? jeg håber virkelig der er nogen der kan hjælpe for jeg vil være helt sikker på at det er rigtig jeg gør hvis jeg går fra ham.
kan han komme sig helt over det?