| |
|
Vanilla_pigen siger:
1 feb 2011 | 11:17:36
Jeg er en ung kvinde på 26 år som de sidste par år har været ude på et skråplan. Det bliver bare værre og værre og jeg ved ikke hvor jeg skal starte og hvordan jeg skal komme videre. Jeg har altid været den følsomme, usikre og tryghedssøgende type, men jeg har kunne overkomme hverdagens udfordringer og ingen har lagt mærke til noget usædvanligt ved mig. Jeg har netop færdiggjort min uddannelse, og bor i hus sammen med mand og søn så udadtil ser det hele fint ud. Jeg har siden teenageårene holdt mig tilbage fra det sociale. Det startede mest da alle begyndte at gå i byen, for jeg er helt panisk bange for at danse. Så jeg har aldrig været i byen hvilket har kostet en del på det sociale plan. Desuden er jeg generelt tilbageholdene og usikker i forhold til bestemte personer eller mange mennesker. Mit forhold til min mand er mit største problem pt. Jeg er de sidste par år kørt helt træt i det hele. Jeg gider ham ikke, tænder ikke på ham, og lader mig irriterer. Vores sexliv har været dødt i flere år hvilket jeg er meget ked af, og slet ikke finder acceptabelt. Jeg er bange for at vi er vokset fra hinanden efter vi har fået vores søn. Generelt set keder jeg mig i mit liv og i mit forhold. Jeg er meget flov over at fortælle det, men en af de ting jeg gør for at kunne holde det hele ud er at være utro. Jeg har det meget svært med det, og det tynger mig meget i hverdagen. Men jeg kan ikke stoppe, både fordi hverdagen ellers bliver for kedelig og fordi jeg har så meget brug for tryghed og nærhed, kys og kram. Jeg tør ikke tage beslutningen om at gå fra min kæreste selvom jeg ved at han er bedre tjent uden mig. Jeg tror at jeg lider lidt af beslutningsangst, jeg er bange for at det ikke er det rigtige. Og så er jeg enormt bange for pludselig at skulle stå på egne ben og være alene. Jeg er via min læge blevet henvist til gruppeterapi som jeg skal starte i til maj. Psykologen diagnosticerede mig med meget mild socialfobi samt tilpasningsreaktion. Men hvis terapien hjælper mig (hvilket jeg meget håber på), så er det jo kun løsningen på en del af mine problemer. Jeg har tænkt på om jeg kunne have gavn af en coach eller en terapeut? Jeg ved ikke hvor jeg skal starte med at forbedre mit liv, jeg synes jeg har brug for noget støtte. Er det noget en terapet eller en coach kan hjælpe med? Eller er det nok med gruppeterapien? Eller hvordan kommer jeg ellers videre? Jeg håber at der er nogen som kan hjælpe. Jeg er så ked af det og vil gerne skabe mig et ordentlig liv og slippe nogle af alle de store bekymringer jeg slæber rundt på.
|
|
|
|
| |
|
Stine Ludvigsen siger:
1 feb 2011 | 12:25:01
Vanilla_pigen wrote: Jeg er en ung kvinde på 26 år som de sidste par år har været ude på et skråplan. Det bliver bare værre og værre og jeg ved ikke hvor jeg skal starte og hvordan jeg skal komme videre.
Jeg har altid været den følsomme, usikre og tryghedssøgende type, men jeg har kunne overkomme hverdagens udfordringer og ingen har lagt mærke til noget usædvanligt ved mig. Jeg har netop færdiggjort min uddannelse, og bor i hus sammen med mand og søn så udadtil ser det hele fint ud.
Jeg har siden teenageårene holdt mig tilbage fra det sociale. Det startede mest da alle begyndte at gå i byen, for jeg er helt panisk bange for at danse. Så jeg har aldrig været i byen hvilket har kostet en del på det sociale plan. Desuden er jeg generelt tilbageholdene og usikker i forhold til bestemte personer eller mange mennesker.
Mit forhold til min mand er mit største problem pt. Jeg er de sidste par år kørt helt træt i det hele. Jeg gider ham ikke, tænder ikke på ham, og lader mig irriterer. Vores sexliv har været dødt i flere år hvilket jeg er meget ked af, og slet ikke finder acceptabelt. Jeg er bange for at vi er vokset fra hinanden efter vi har fået vores søn. Generelt set keder jeg mig i mit liv og i mit forhold. Jeg er meget flov over at fortælle det, men en af de ting jeg gør for at kunne holde det hele ud er at være utro. Jeg har det meget svært med det, og det tynger mig meget i hverdagen. Men jeg kan ikke stoppe, både fordi hverdagen ellers bliver for kedelig og fordi jeg har så meget brug for tryghed og nærhed, kys og kram. Jeg tør ikke tage beslutningen om at gå fra min kæreste selvom jeg ved at han er bedre tjent uden mig. Jeg tror at jeg lider lidt af beslutningsangst, jeg er bange for at det ikke er det rigtige. Og så er jeg enormt bange for pludselig at skulle stå på egne ben og være alene.
Jeg er via min læge blevet henvist til gruppeterapi som jeg skal starte i til maj. Psykologen diagnosticerede mig med meget mild socialfobi samt tilpasningsreaktion. Men hvis terapien hjælper mig (hvilket jeg meget håber på), så er det jo kun løsningen på en del af mine problemer. Jeg har tænkt på om jeg kunne have gavn af en coach eller en terapeut? Jeg ved ikke hvor jeg skal starte med at forbedre mit liv, jeg synes jeg har brug for noget støtte. Er det noget en terapet eller en coach kan hjælpe med? Eller er det nok med gruppeterapien? Eller hvordan kommer jeg ellers videre?
Jeg håber at der er nogen som kan hjælpe. Jeg er så ked af det og vil gerne skabe mig et ordentlig liv og slippe nogle af alle de store bekymringer jeg slæber rundt på.
|
|
|
|
| |
|
Stine Ludvigsen siger:
1 feb 2011 | 12:41:46
Kære vanilla_pigen Hvor er du modig, at du tør tage fat om problemerne og søge hjælp. Det er det første store skridt på vejen  Det er også super godt, at du allerede er i gang med at få hjælp vedr. socialfobi. Du skriver om mange forskellig ting, men som kvindecoach vil jeg nøjes med at tage fat, der hvor jeg ville kunne hjælpe. Jeg møder ofte kvinder i lige præcis din situation - man keder sig i parforholdet og i hverdagen. Som kvinder har vi ofte en masse regler for hvordan tingene skal være for at vi føler os f.eks. værdsat, anerkendt osv. Derfor har vi også en masse regler for hvordan f.eks et parforhold skal være. Problemet med disse regler er at der ofte er mange og de sjældent bliver opfyldt. Resultatet er skuffelse og følelsen af at kede sig eller være vokset fra hinanden, som du selv skriver. Jeg arbejder meget med regelprocesser, da det er et vikelig godt og effektivt værktøj til at blkive bevidst om sig selv og hvorfor man f.eks altid bliver skuffet over elller irriteret på andre. Når man får øget bevidsthed om disse regler, er det let at skabe nye regler, der gavner i stedet for at hæmme. Prøv at spørge dig selv hvad der skal til for at du føler dit parforhold er perfekt. Brainstorm og se hvor mange ting der skal opfyldes for at det sker. Jeg oplever meget, ofte at der er mange regler, der skal opfyldes og, at de stort set alle er uden for klientens kontrol - dvs umulige at få opfyldt. Du skriver også at du er bange for at tage beslutninger. Det er således, at der ved alle beslutninger eller valg er både positive og negative konsekvenser. Det er først når, man har accepteret både de positive og negative konsekvenser, at man kan finde fred med beslutningen og træffe den. Hvad vil det få af konsekvenser for fremtiden hvis beslutningen træffes eller ikke træffes - både for dig selv og andre. I coaching arbejder man sig frem mod målet ved hele tiden at blive så præcis som mulig i forhold til hvad man gerne vil have og hvad der skal til for at få det. Det er min klare erfaring, at vi alle inderst inde kender svaret. Du er velkommen til at kontakte mig hvis du har yderligere spørgsmål eller vil coaches. Jeg vil ønske dig held og lykke med den proces, du er i gang med. Kærlig hilsen Stine Ludvigsen, Kvindecoach Vanilla_pigen wrote: Jeg er en ung kvinde på 26 år som de sidste par år har været ude på et skråplan. Det bliver bare værre og værre og jeg ved ikke hvor jeg skal starte og hvordan jeg skal komme videre.
Jeg har altid været den følsomme, usikre og tryghedssøgende type, men jeg har kunne overkomme hverdagens udfordringer og ingen har lagt mærke til noget usædvanligt ved mig. Jeg har netop færdiggjort min uddannelse, og bor i hus sammen med mand og søn så udadtil ser det hele fint ud.
Jeg har siden teenageårene holdt mig tilbage fra det sociale. Det startede mest da alle begyndte at gå i byen, for jeg er helt panisk bange for at danse. Så jeg har aldrig været i byen hvilket har kostet en del på det sociale plan. Desuden er jeg generelt tilbageholdene og usikker i forhold til bestemte personer eller mange mennesker.
Mit forhold til min mand er mit største problem pt. Jeg er de sidste par år kørt helt træt i det hele. Jeg gider ham ikke, tænder ikke på ham, og lader mig irriterer. Vores sexliv har været dødt i flere år hvilket jeg er meget ked af, og slet ikke finder acceptabelt. Jeg er bange for at vi er vokset fra hinanden efter vi har fået vores søn. Generelt set keder jeg mig i mit liv og i mit forhold. Jeg er meget flov over at fortælle det, men en af de ting jeg gør for at kunne holde det hele ud er at være utro. Jeg har det meget svært med det, og det tynger mig meget i hverdagen. Men jeg kan ikke stoppe, både fordi hverdagen ellers bliver for kedelig og fordi jeg har så meget brug for tryghed og nærhed, kys og kram. Jeg tør ikke tage beslutningen om at gå fra min kæreste selvom jeg ved at han er bedre tjent uden mig. Jeg tror at jeg lider lidt af beslutningsangst, jeg er bange for at det ikke er det rigtige. Og så er jeg enormt bange for pludselig at skulle stå på egne ben og være alene.
Jeg er via min læge blevet henvist til gruppeterapi som jeg skal starte i til maj. Psykologen diagnosticerede mig med meget mild socialfobi samt tilpasningsreaktion. Men hvis terapien hjælper mig (hvilket jeg meget håber på), så er det jo kun løsningen på en del af mine problemer. Jeg har tænkt på om jeg kunne have gavn af en coach eller en terapeut? Jeg ved ikke hvor jeg skal starte med at forbedre mit liv, jeg synes jeg har brug for noget støtte. Er det noget en terapet eller en coach kan hjælpe med? Eller er det nok med gruppeterapien? Eller hvordan kommer jeg ellers videre?
Jeg håber at der er nogen som kan hjælpe. Jeg er så ked af det og vil gerne skabe mig et ordentlig liv og slippe nogle af alle de store bekymringer jeg slæber rundt på.
|
|
|
|
| |
|
Jakob Skytt siger:
1 feb 2011 | 13:30:46
Hej Vanilla_pigen Tak for din henvendelse. Ved at læse din beskrivelse oplevelser jeg, du er et menneske i smerte, Du er ked af det, ser på dit liv, og er kommet til et punkt, hvor du vil gøre noget ved de problemer, du beskriver. Det fylder meget i dit liv, lyder det til, både følelsesmæssigt, mentalt og ift. dine handlemuligheder. Godt, du henvender dig, og tak for din ærlighed. Du har brug for støtte - godt du ser dette! Jeg tillader mig at tolke på dét, du fortæller, og tænker at din sociale tilbagetrækning, usikkerhed, tendensen til ikke at gøre hvad der er godt for dig selv m.m. stammer fra et lavt selvværd som sikkert er etableret i barndommen ("jeg har altid været den følsomme, usikre...). Det vil fx sige, at den milde sociale angst er et symptom på lavt selvværd. Det lyder også til, du træffer nogle valg i livet for at kompensere for det lave selvværd. ("Så det udadtil ser fint ud") Mange med lavt selvværd frygter at blive "afsløret" så andre ser det lave selvværd (du ser det sikkert som en svaghed). Det lave selvværd er tillært. Du er ikke født med det. Det kan aflæres igen. Det er nogle rigide holdninger til dig selv (eller dit selv) som oftest er dannet mens du var barn. Det vil sige med et barns sind og mentale evner. Fx en dreng, der gentagne gange oplever sin fars skuffede ansigtsudtryk, når drengen fortæller om sine oplevelser i skolen. Drengen tænker: far er skuffet, jeg er ikke god nok, jeg er ikke værd at holde af. Som voksen finder drengen ud af, at faderen kom i tanke om sin egen ubehagelige skolegang, hvilket aktiverede et trist ansigtsudtryk. Faren blev fanget i sin egen verden. Som børn har vi ikke den voksnes mentale evner til at træde et skridt tilbage og vurdere vores erfaringer. Vi tager dem til os som sandheder. Hvis erfaringerne har været negative bliver vores selvvurdering det også. Tolkningen om lavt selvværd er ud fra den korte information, du har givet. Der kan også været noget andet på spil for dig, men måske giver tolkningen mening? Hvis den gør, vil terapi hjælpe dig. Fx har kognitiv Terapi vist sig at være brugbar ift. lavt selvværd. Hvis du vil undersøge dette lidt nærmere, og har ressourcer til det, kan jeg anbefale du køber bogen: "At overvinde lavt selvværd". Forfatter: Melanie Fennell, Forlag: Klim (2002). Den vil give dig indblik i konsekvenserne af lavt selvværd, og måske vil du genkende noget. Det er en selvhjælpsbog, men jeg vil anbefale dig at tage kontakt til en terapeut også. Måske er gruppeterapien dét, du har brug for - såfremt du vil kunne være i gruppen. Hvis du kan det, vil det være en rigtig god mulighed for nye erfaringer fx ift. det sociale - erfaringer der viser dig, at det er okay at være dig, og komme frem med dig som du er. Måske ser psykologen, du taler om, det samme som jeg, og ser den sociale fobi og tilpasningsreaktionen som konsekvens af lavt selvværd. Det kunne jeg forestille mig. Du kan jo prøve gruppeterapien og se om det giver mening. Du skal give det en chance, men vær god ved dig selv hvis det bliver for svært. Så kontakt en terapeut, og søg hjælp den vej. Vær ikke fokuseret på hvordan, du får hjælp, men OM du får hjælp. Du kan også kontakte en terapeut nu for at komme i gang, og senere deltage i gruppen til maj. Du giver jo udtryk for, du har behov for støtte. Jeg vil anbefale en kognitiv psykolog. Du er velkommen til at skrive om noget af det giver mening. MVH Jakob
|
|
|
|
| |
|
Vanilla_pigen siger:
2 feb 2011 | 12:29:52
Tusinde tak for jeres svar, det betyder rigtig meget. Når jeg tænker over hvad der skal til for at et parforhold bliver perfekt, så er det nøgleord som: tillid, sex, modspil, nærhed, frihed, samarbejde/kommunikation og forskel på kønnene (jeg vil have lov til at være kvinde og have en maskulin mand). Når jeg så tænker på min mand og jeg, så er det kun 2 af tingene, nærhed og samarbejde som jeg synes er opfyldt i vores forhold. Og jeg har svært ved at se at de i fremtiden kan blive opfyldt sammen med ham. Men hvordan lærer man at acceptere både de negative og de positive konsekvenser? Hvordan kan jeg fx. nogensinde accepterer at undvære vores søn halvdelen af tiden? det virker usandsynligt. Jeg synes det lyder rigtig spændende med de regelsæt! Jakob: Du har helt ret, jeg er i meget stor smerte. Jeg føler at jeg ødelægger min familie fuldstændigt, at mine problemer går virkelig meget ud over min søn og min mand som intet kan stille op. Det er som om, at når jeg tænker på at gå fra min kæreste, så virker det som et ubærligt tab. Jeg er totalt afhængig af ham og den tryghed han giver mig. Desuden knuser det mig at tænke på hvad vi havde en gang, hvordan vores liv skulle have set ud, og alle de drømme der bliver ødelagt. Men hvorfor tænker jeg så meget på fortiden og det vi havde dengang, når det vi har sammen nu på ingen måde er godt nok? Jeg vil så gerne holde op med at være utro. Men hvordan skal jeg gøre?? når det er noget af det eneste som holder mig oppe. Mit frirum og kilden til alt det som jeg pt. mangler. Desuden har jeg jo ikke nøjes med at være sammen med en tilfældig mand, for det er jo netop følelsen af nærhed og kærlighed jeg savner. Så jeg er også forelsker i ham. Flot, at jeg nu står med to uafklarede forhold istedet for bare et. Du har også helt ret i det med selvværdet, hvilket terapeuten også var inde på. Men vil mine problemer mon løse sig ved at jeg får et bedre selvværd? Vil jeg have nemmere ved at tage de rigtige beslutninger og stole på dem? Jeg ville meget gerne have en terapeut for jeg tror at jeg har behov for en som kan lytte og tage stilling til mine konkrete problemer (udover selvværd og social fobi). Men det er sikkert ikke muligt at få tilskud med mine problemer? Bogen kunne helt sikker være en fantastisk mulighed for at hjælpe mig selv lidt på vej. Tusinde tak for jeres svar!
|
|
|
|
| |
|
Jakob Skytt siger:
7 feb 2011 | 14:21:00
Hej Vanila_pigen Tak for dit svar, som du skrev den 2.2 - hvad er status for dig nu? Du spørger bl.a om dine problemer vil løse sig, hvis du får et bedre selvværd. Det er svært at svære på, men det har nogle konsekvenser at have lavt selvværd. En af dem er, at man kan fanges i uhensigtsmæssig adfærd eller mønstre som bl.a. virker kompenserende for det lave selvværd. Det kan være vældig ufrit og fastlåst. Mindreværdet skaber smerte, og man forsøger at komme væk fra smerten og hen i mod nydelse. Ved at arbejde med mindreværdet, kan du få øje på hvilke konsekvenser det har for dig, og på hvilken måde det styrer dit liv. Det er første skridt på vejen mod at skabe forandring: ved at opdage dét, du er fanget i - og så få redskaber til at gøre noget andet. Når dit selvværd bedres vil du se anderledes på dig selv, og din verden, opnå større handlefrihed, og dermed mulighed for at gøre noget ved de problemer du beskriver. Det lyder til, du vil have glæde af sparring i den proces. Du kan nok ikke få tilskud til behandling af lavt selvværd, desværre, og jeg går ud fra at henvisningen til gruppeterapi er med henblik på at behandle den sociale angst, du beskriver. I det forløb kan mindreværdet sandsynligvis komme under behandling. Ellers kan du prøve at tale med din læge om, der findes muligheder for individuel terapi (med tilskud) inden maj. Håber det giver mening? MVH Jakob
|
|
|
|
| |
|
Stine Ludvigsen siger:
7 feb 2011 | 15:42:54
Tak for dit svar! Hvis du kan bruge det til noget og gerne vil arbejde videre med regler og beslutningsprocesser, vil jeg hellere end gerne sende dig noget gratis materiale, så du kan fortsætte den udvikling, du er i gang med. At arbejde med regler er et meget effektivt værktøj i forhold til at arbejde med selvværd. Vores regler hænger nemlig tæt sammen med den overbevisning vi har om os selv. Du kan kontakte mig på kontakt@stineludvigsen.dk eller finde mig på facebook (kvindecoach Stine Ludvigsen), hvor jeg løbende skriver indlæg og kommer med udfordringer i netop disse ting. Jeg arbejder også meget med det feminine og maskuline - der er rigtig mange kvinder, der oplever de samme tanker som dig i forhold til både parforhold og deres egen rolle som kvinde. Held og lykke med den videre proces!
|
|
|
|
| |
|
Lars Bjerregaard siger:
13 feb 2011 | 14:34:19
Hej Vanila_pigen Jeg vil først komplimentere dig for din vilje til at tage fat om problematikken. Det er modigt og stærkt. Jeg tænker at du har en indre kraft, som ikke gider mere usandhed. Det lyder også som om du er udsat for vores samfunds kollektivt ubevidste - og at det samklinger med den slags regler, børn laver overfor deres forældre, mens de er børn. selvom du er blevet voksen i mellemtiden, hænger reglerne stadig ved og er blevet en hæmsko. Det gør det svært at finde sig til rette i sociale sammenhænge, fordi det hele tiden står op imod reglerne. Jeg har stor erfaring med at arbejde med tidlige regler bl.a. gennem systemisk arbejde (Familieopstillinger). Typisk er det regler overfor far, som nu bliver regler overfor den mandlige partner - det endda selvom de ikke er samme person. Det du måske også et eller andet sted erkender, er at selvom du endte op i et andet parforhold, ville systemet blive det samme. Og selvfølgelig - det er simpelthen blevet for anstrengende at skulle skjule en sandhed. Da jeg oplever dig som almindeligt velfungerende, vil du muligvis have mere gavn af en master coach end en psykoterapeut. Det er dog meget individuelt. Meget firkantet kan man sige, at en terapeut er jeg-opbyggende og en coach befordrer skjulte talenter. Men det er meget firkantet. Jeg kender flere terapeuter, som også er gode til at befordre skjulte talenter og er selv en af de coaches, som har arbejdet mig bagom psykiske problemstillinger uden at det bliver navlepillende analytisk. Gennem arbejdet med at frisætte dig selv, vil du også finde ud af, om din partner fortsat er den rette og hvad du skal gøre ved det. For jeres fælles børn, er det vigtigst (vigtigst!) at I begge er glade (ikke nødvendigvis glade sammen). En af dine vigtigste opgaver overfor dig selv lige nu, er også at afgøre hvor meget denne ubalance er værd. Hvad koster det dig på det menneskelige plan og hvor meget vil du være villig til at betale for at blive fri? Jeg har arbejdet med dette i mange år og har med tiden fundet at kombinationen mellem vedkommende coaching, healende energier og spirituel tilgang er uvurderlig. Som nogen af de store læremestre siger: det hele menneske skal findes i den helhedsorienterede tilgang. Dvs. fysisk, psykisk, følelsesmæssig og åndelig. Min tilgang til coaching indeholder til tider alle fire. Mange kærlige hilsner Lars Bjerregaard Master Coach (En master coach er en, som er uddannet til selv at uddanne coaches)
|
|
|
|
| |
|
Vanilla_pigen siger:
14 feb 2011 | 12:34:43
Tak for jeres svar! Jeg har heldigivs fået mulighed for at starte i terapien om ganske få uger da der er nogle som uventet er stoppet. Det er rigtig dejligt, men det er et langt forløb, og det føles som om lyset for enden af tunnelen er enormt langt væk. Det lyder meget logisk at jeg er fanget i nogle mønstre som fører mig hen imod nydelses for at kompenserer. Og jeg er glad for ordet "ufrivilligt" indgik i denne sammenhæng, for det er virkelig også sådan jeg har det. Jeg håber inderligt at jeg vil opnå den handlefrihed og jeg dermed kan løse mine problemer og få er mere indholdsrigt liv. Stine: jeg vil meget gerne se det materiale du har liggene om beslutningsproceccer. Jeg kontakter dig via mail. Jeg har stadig lidt svært ved at sætte mig ind i det med reglerne... hvilke regler kan jeg have sat op for mig selv? Jeg har også erkendt at disse ting vil følge mig i livet og også ind i mit næste parforhold, hvis jeg ikke gør noget ved det. Og jeg er villig til at betale en pris, men samtidig er det svært for mig at erkende at jeg ikke kan opretholde et almindeligt liv imens (arbejde). Jeg håber meget at jeg får en afklaring mht. mit parforhold. Jeg føler inderst inde at jeg "hører hjemme" hos min mand, men samtidig at vi ikke burde være sammen. Jeg er bange for at jeg snyder mig selv ved at blive. Samtidig føler jeg mig langt fra stærk nok til at komme igennem den sorg at miste ham og skulle klare mig uden ham. Måske bliver jeg det?? Jeg prøver i dissde dage at afslutte det jeg har med min elsker... men jeg ved ikke om jeg kan. Jeg er forelsket i ham. Samtidig ved jeg godt at det ikke er tidspunktet at danne grobund for et nyt forhold i min ustabile situation. Jeg føler virkelig at jeg lever i et fængsel hvor der er en masse ting som jeg ikke kan. Og jeg vil bare så gerne sætte mig selv fri, og slippe ud af dete bur. Jeg håber meget at terapien kan hjælpe mig, selvom jeg tvivler på at det er nok. Føler jeg har brug for noget personligt hjælp.Når jeg er færdig med terapien kan jeg forhåbentligt få et arbejde og derefter råd til at starte hos en coach/psykolog. Tak for jeres hjælp.
|
|
|
|
| |
|
Jakob Skytt siger:
14 feb 2011 | 18:04:41
Hej Vanilla_pigen Godt at høre, du snart kan starte i terapien. Du beskriver det som et langt forløb, at lyset for enden af tunnelen er enormt langt væk. For mig lyder det til, du er klar til at gøre noget ved dine vanskeligheder, så det er ikke sikkert lyset er så langt væk. Det kan godt være processen bliver lang, og kræver tålmodighed, men der kommer ganske givet lys undervejs. Det er godt, du giver terapien en chance og samtidig er klar til at gøre mere/andet. Men tag nu en ting af gangen, og giv det noget tid. Det kræver noget tålmodighed. Held og lykke med det! Mange hilsner Jakob
|
|
|
|
| |
|
Lars Bjerregaard siger:
14 feb 2011 | 23:27:06
Hej Vanilla_pigen Du er på rette vej :-) Det er rigtig godt at du tager fat og tager ansvar for dit eget liv. Jeg er ikke i tvivl om, at du finder den frihed du søger. Rigtig fedt, at du kan starte tidligere i gruppeterapi. Der er rigtig god synergi når man arbejder med grupper. Med det mener jeg at andres historier anslår noget i dig og omvendt. Det er som om flere ting bliver helet på én gang. A'propos regler. Mønstre eller handlemønstre er ufravigelig adfærd. Man kan godt sige til folk, at de skal lade være, men de kan ikke. Hvis handlingen blot var en enkeltstående handling, ville man kunne stoppe med det samme. Hvis der ligger en regel bag, bliver handlingen nødvendig for at opfylde reglen. Har man f.eks. behov for at opleve at man bliver set og hørt, vil man søge hen, hvor det behov bliver opfyldt. Handlemønstret kan være at man finder en elsker. Hvis du har behov for tryghed, og du har en oplevelse af, at blive utryg i sociale sammenhænge, vil de være "farlige" og du vil undgå dem. Hvis du går bagud i tid vil du måske se noget gentage sig. Det er fordi reglen har været der i mange år. De allerfleste regler bliver lavet i årene efter det fjerde - femte leveår. Reglen er vigtig for den 5-6-7 åriges overlevelse. Den handler om at mor eller far skal være glad. Når mor og far har det godt, så er barnet glad. Derfor laver alle børn regler, når mor eller far ikke er glade eller dér, hvor de bliver glade (eller vrede) som følge af barnets handling. Disse regler bliver ikke slettet igen, når barnet er stort nok til at klare sig selv. Mange regler er ikke værre end at man fint kan leve med dem, men nogen regler kan få så vidtrækkende konsekvenser, at det kommer til at gøre ondt i vores nærmeste relationer - og så kommer vores gamle handlemønster frem igen. (Og det er svært for en 5-årig at forudse, hvilken adfærd der vil være passende når man er fyldt f.eks. 30). Nogle adfærdsmønstre ændrer sig med tiden, men de opfylder altid reglen. Terapeutens eller coachens opgave er at være din følgesvend på rejsen ind. I tager på en måde hinanden i hånden. Behandleren er din garanti og tryghed for at det nok skal gå godt. En god behandler vil følge dig ind til reglens udspringspunkt, så du kan løse det. Derfra vil du nu kunne finde trygheden og en ny selvtillid i dig selv. Det vil være nyt for dig at skulle møde mennesker igen. Men det vil også være trygt på en helt anden måde, end du kender i dag. Jeg vil også ønske dig god vind på din rejse. Mange kærlige hilsner Lars Bjerregaard Master Coach
|
|
|
|