Social angst eller bare dårlig selvtillid?

27 jan 2011 | 17:16:09 Kære CJep
Dit brev sætte flere tanker i gang.
Jeg bliver dog lidt usikker på, hvad det er du søger svar på?

Om coaching er velegnet til behandling af social angst og/eller dårligt selvværd?
Svaret til det er ja. Coaching/psykoterapi kan være en god måde at få hjælp og støtte, til den udfordring din datter står i. Dog er dine oplysninger om din datter lidt sparsomme. Hendes alder vil for eksempel have en betydning for, om det er den rigtige løsning. Hvor slemt er det osv.?

Om det er social angst eller dårligt selvtillid/selvværd, er ikke sådan lige at svare på. Disse to ting hænger sammen. Man kan sige at angst og mulig dårligt selvværd, kan give grobund for en social fobi. Men det vil en terapeut kunne hjælpe med at afklare.

Men uanset hvad, er det jo begrænsende for din datter. Hvad tænker din datter selv om det? Hvis hun selv oplever det som en begrænsning og har lyst til at undersøge det nærmere, synes jeg bestemt at psykoterapi/coaching er en god løsning.

Ofte behandles sådanne problemer med en adfærdsregulerende terapi. Det vil sige konkrete øvelser, hvor man træner det der er svært. Det kan evt. foregå i grupper med andre i samme situation. Familien kan også inddrages. Det er flere muligheder.

Men det allerførste skridt, er at din datter har et ønske om at det skal være anderledes og har lyst til at arbejde med det.

Jeg håber det gav dig svar på det du eftersøgte. Ellers er du velkommen til at spørge igen.

Bedste hilsner Dorte

31 jan 2011 | 16:28:09 Hej igen

Tak for dit svar Dorte og for linket, Lise. Min datter er 16, og hendes problemer er først lige opstået inden for de sidste 2 år. Når vi skal til arrangementer med familien eller hun skal til en lidt mere personlig fest med sin skole, klager hun tit over, at hun er træt eller har dårlig mave. Jeg ved ikke om det passer eller om det bare er en undskyldning for ikke at tage med. Naturligvis skal hun ikke presses til at tage afsted, men hun siger aldrig fra. Derfor er det lidt svært for mig at vurdere, i og med at hun heller ikke vil svare, når jeg spørger ind til det, når vi står i situationen.
Altså, hun ved godt, at der er et eller andet galt siden hun reagerer sådan og hun vil oftest gerne med, men når tiden så endelig kommer, så bliver det svært for hende.
Hun plejer ikke at virke så indadvendt, så jeg ved ikke, hvad der har ændret det.